Tryg transport af din kat til dyrlægen
For mange katte er det en træls omgang at komme til dyrlægen. Herunder har vi samlet nogle tips, som din kat sikkert vil sætte pris på.
Trygt for katten
● Køb din egen transportkasse. En lånt transportkasse lugter af fremmede katte, som gør din kat utryg.
● Vælg en transportkasse, hvor overdelen let kan tages af. Det gør det muligt at gennemføre mange undersøgelser, mens den sidder trygt i bunden af kassen. Vælg en god solid transportkasse, så stor at katten kan stå oprejst i den.
● Lad kassen stå fremme altid i dit hjem, således at katten kan bruge den som hyggehule.
● Transporter hver kat i sin egen kasse. Det giver større tryghed. Kun en kattemor med killinger kan med fordel transporteres sammen
● Hvis transportkassen ikke er lavet specielt til sikkerhedssele i bilen, er det bedst at lade den stå i bunden af bilen, bag forsæderne.
● Læg gerne et stykke tøj i transportkassen, som lugter af dit hjem.
● Når du ankommer til klinikken, så sæt straks katten på en hylde i vores ”katteparkering”. Læg gerne et tæppe over transportkassen
● Lad katten komme ud på egen hånd i konsultationen. Træk aldrig katten ud!
● Du kan med fordel tørre transportkassen med Feliway inden katten lukkes ind i kassen. Det beroliger katten.